Tjørnuvík er den nordligste bygd på Streymoy og er en populær turistdestination grundet bygdens fantastiske beliggenhed. Jamen altså, se dog bare den udsigt! En af de flotteste vardestier på Færøerne går mellem Tjørnuvík og Saksun. Den er dog klassificeret til øvede fjeldvandrere, hvilket vi ikke helt ved, hvad betyder - men næste gang så kaster vi os ud i det! Tjørnuvík var vores sidste stop på en dag, hvor vi havde kørt rundt siden tidlig morgen og kun overlevede på kage og chokolade. Bilen blev parkeret og så var vi ellers hurtige til at vandre op af fjeldene for at få det perfekte postkort foto af bygden. Udsigten var helt utrolig! Atter engang! Vi kunne slet ikke få nok! Snakken om sommerhus på Færøerne fik ikke for lidt og italieneren var også ret hooked på idéen.
Udflugten fortsatte gennem bygden mod én af de andre fjelde. Vi havde kun lige bevæget os et par meter ind i Tjørnuvík, førend en ældre dame kom farende efter os."Har I lyst til en kop kaffe?" Det havde regnet, vi var kolde, så hvorfor ikke. Vi kom ind i varmen og blev serveret lækkert hjemmelavet rabarbergrød og te i blomsterdekoreret porcelæn. Det emmede af bedstemor. Væggene var plastret til med broderier, malerier og familiebilleder i guldrammer. Duften af vådt uld og stærk kaffe hang tungt i luften. Karin Maria fortalte lystigt om livet på Færøerne - om familieliv, fællesskab og traditioner.
Udflugten fortsatte gennem bygden mod én af de andre fjelde. Vi havde kun lige bevæget os et par meter ind i Tjørnuvík, førend en ældre dame kom farende efter os."Har I lyst til en kop kaffe?" Det havde regnet, vi var kolde, så hvorfor ikke. Vi kom ind i varmen og blev serveret lækkert hjemmelavet rabarbergrød og te i blomsterdekoreret porcelæn. Det emmede af bedstemor. Væggene var plastret til med broderier, malerier og familiebilleder i guldrammer. Duften af vådt uld og stærk kaffe hang tungt i luften. Karin Maria fortalte lystigt om livet på Færøerne - om familieliv, fællesskab og traditioner.
Kigger man over havet fra Tjørnuvík, så kan man se to skikkelser langt ude i horisonten. Det er Risin og Kellingin (The Giant and the Hag). Ved middagsbordet aftenen før havde vores værtsfamilie fortalt os historien om disse klippeformationer. Legenden fortæller, at Island ville trække Færøerne til sig. De sendte kæmpen og kællingen af sted. Kæmpen ventede i vandet, mens kællingen forsøgte at binde et tov rundt om de færøske klipper, så de kunne bære øerne hjem. (Typisk, kvinden gør alt arbejdet). Natten gik med slid og slæb, men uden held. Kæmpen og kællingen måtte vende tomhændet tilbage, men i det de satte kursen hjemad steg morgensolen op og forvandlede dem til sten.
Tidligere på dagen havde vi været forbi Eiði på Eysturoy. Da vi kørte videre nord på mod Gjógv kom vi forbi en udkigspost, hvor vi havde en bedre udsigt til Risin og Kellingin. Gennem kikkerten fik vi en bedre fornemmelse af klippernes form. Den forreste klippe var tung og massiv og repræsenterede tydeligvis kæmpen, medens den bagerste klippe havde den nydeligste lille statuette på toppen, som vi konkluderede måtte være heksen.
Tidligere på dagen havde vi været forbi Eiði på Eysturoy. Da vi kørte videre nord på mod Gjógv kom vi forbi en udkigspost, hvor vi havde en bedre udsigt til Risin og Kellingin. Gennem kikkerten fik vi en bedre fornemmelse af klippernes form. Den forreste klippe var tung og massiv og repræsenterede tydeligvis kæmpen, medens den bagerste klippe havde den nydeligste lille statuette på toppen, som vi konkluderede måtte være heksen.
After driving around an entire day, Tjørnuvík was our last stop before we returned home to Kollafjórdur. Tjørnuvík is the northernmost village on the Faroese Island of Streymoy and it lies in the bottom of a creek with a view towards the rocks 'Risin and Kellingin'. ‘Risin og Kellingin’ means ‘the Giant and the Hag’. These are two freestanding rocks north of the village Eiði on Eysturoy. Tradition says that the Giant and the Hag came from Island and wanted to bring The Faroe Islands with them back home. The Giant stood there waiting for the Hag to load the burden on his back. This was not an easy task and it took too long time. The sun rose and turned the two into rocks (haha, gotta love these kinda stories!) We walked up the hillside to get a full panoramic view of the picturesque village and boy was it postcard-perfect! We wanted to see more and made our way through the village towards another hillside. However, before we knew it an old lady had invited us in for some tea and waffles